Skrevet af TagTomat 30 aug 2023 08:01
Høst og fermentering af tomatfrø til næste års dyrkning
Tomatsæsonen er i fuld gang, selvom vi synes, at vi har skulle vente længe på modne tomater i år. Men nu modner vores tomater løbende her på taget af skraldeskuret på Nørrebro. Det betyder, at vi smager på og vurderer vores mange forskellige tomatsorter og udvælger dem, vi skal have igen til næste år.
Hvis du læser med videre, guider vi dig i, hvordan du kan høste og fermentere frø fra dine modne tomater, som du gerne vil dyrke igen til næste år, og hvad du skal være opmærksom på, når du høster dine egne frø.
Hvilke tomater er egnet til frøtagning
Først skal du sikre dig, at de tomatsorter du gerne vil tage frø af, er nogle, der er egnet til det. Det er nemlig ikke alle sorter, der er lige gode at tage frø af, da nogle sorter fx kan give uforudsigelige resultater.
Høst frø af sunde, modne og frøkonstante sorter
Det er vigtigt, at både planten og de tomater du høster frø af, er sunde og raske, så du ikke overfører sygdomme. Vælg derfor tomater til frøtagning fra dine sundeste planter, og vælg de tomater, der ser sundest ud på planten. Derudover skal tomaterne, du høster frø af, være godt modne, gerne til den overmodne side, så du sikrer, at frøene også er modne og spiredygtige. De modne tomater føles bløde, når du trykker på dem.
Hvis du vil sikre dig at få tomater af samme slags, som dem du høster frøene fra, så er det vigtigt, at den sort, du høster frøene fra, er en frøkonstant sort. Det betyder, at du skal undgå at tage frø af dem, der hedder F1-hybrider, hvis du ønsker at dyrke samme slags tomat, som den du tager frø fra. F1-hybrider kan nemlig give helt andre slags tomater, end dem du tager frø fra. Hvis det er købte frø, vil det fremgå på frøposen, hvis det er en F1-hybrid - ligesom tomater fra supermarkeder oftest vil være F1-hybrid.
Guide: Høst af tomatfrø ved fermentering
Man kan høste tomatfrø på flere måder, men fermentering af tomatfrø er med til at opløse den gele, der sidder omkring frøene og til at undgå, at bakterier og sygdomme angriber frøene og føres videre til planterne. Vi vil guide jer i, hvordan man kan fermentere frø til næste års tomatdyrkning.
Det skal du bruge
- Modne sunde tomater du ønsker at tage frø af til næste års tomatsæson
- Glas svarende til det antal tomatsorter du gerne vil fermentere, så hver sort har deres eget glas. Det kan fx være syltetøjsglas eller små snapseglas. De skal helst ikke være for store, medmindre du skal tage mange frø
- Vandfast tusch til at skrive sortsnavn på glassene
- Skærebræt
- Kniv
- Teske
- Finmasket sigte
- Kaffefiltre
Sådan gør du
1. Find dine redskaber frem, og sørg for at dine glas mm. er rengjorte. God hygiejne er vigtigt. Vask de udvalgte tomater, som du vil tage frø af. Vær sikker på, at tomaterne er godt modne og er sunde og raske og dermed fri for sygdomme.
2. Skær dine tomater over og skrab indmaden med frø ud af tomaten og over i glasset. Skriv sortsnavn på glasset med en vandfast tusch, og sørg for kun at arbejde med en tomatsort ad gangen, så du ikke får blandet forskellige sorter.
3. Tilsæt lidt vand til glasset, hvis der ikke er meget væske i tomaterne eller dine glas er store. Jo mere vand, jo længere tid tager fermenteringen, og der kan være risiko for at frøene begynder at spire. Men der skal være væske nok til, at frøene ikke tørrer ud. Rør rundt i glasset og sørg for at frøene kommer løs fra frugtkødet. Gentag punkt 1-3 hvis du vil tage frø fra flere sorter. Rengør redskaberne mellem hver sort.
4. Sæt glasset et lunt sted, hvor de ikke får direkte sollys og rør evt. rundt i glasset en gang om dagen. Lad glasset stå omkring 3 dage indtil der er dannet et lag mug på overfladen. Når der er dannet mug på overfladen betyder det, at frøene er fermenterede, og at geleen rundt om tomatfrøet er løsnet og frøene nu er klar.
5. De fleste frø skulle nu gerne være faldet til bunds i glasset. De frø der er faldet til bunds er sunde, og skulle der lægge nogle i overfladen, skylles de ud med væsken. Fjern muglaget med en ske og hæld så meget af væsken fra, uden at frøene i bunden kommer med.
6. Skyld frøene ved at tage dem over i et større glas eller en skål og hæld vand over. Rør rundt med en ske eller piskeris. Hvis der er frø, der lægger sig i overfladen, kasseres de. De frø der igen falder til bunds er sunde og hældes over i en sigte, hvor frøene ikke kan ryge igennem. Skyld frøene grundigt i sigten under vandhanen. Gnid forsigtigt på frøene, så du fjerner rester af slim på frøene, og sørger for at de er helt rene.
7. Fordel frøene ud på et kaffefilter et lunt tørt sted, hvor de kan ligge til tørre en uges tid. Husk at skrive sortsnavn på kaffefilteret, så du kan huske hvilke frøsorter det er. Skulle der være misfarvede frø, der adskiller sig fra de andre sunde frø, så kasseres de.
8. Vent en uges tid til frøene er helt tørre. Det er vigtigt at frøene er helt tørre inden de pakkes væk, da frøene ellers kan rådne. Fordel frøene forsigtigt fra hinanden. De er nu klar til at putte i fx kaffefiltre eller papirsposer og lægge dem et tørt, mørkt og gerne lidt køligt sted, til du skal forspire dem til næste år. Skriv sortsnavn og årstal på kaffefilteret. Opbevares de tørt, mørkt og køligt kan tomatfrø ofte holde sig i mange år frem.
Del endelig jeres yndlingstomatsorter med os i kommentarfeltet, som I med sikkerhed skal høste frø af til sikring af næste års dyrkning!
Grøn front
Team TagTomat