Skrevet af Lars Lund 30 jan 2023 14:44
Porre Guide: Porre er i familie med løg
Hvis du køber en bakke porre til udplantning, har du sikkert fået så mange, at de knap kan være på den plads de fleste har til rådighed, men så kan man jo glæde naboen eller købe ind sammen med naboen. Man kan du altid finde et sted i haven til porre, måske i dit staudebed.
Du kan vælge om du vil have efterårsporre eller vinterporre. Som navnene antyder, er efterårsporre noget, man høster inden vinter. Vinterporre er mere hårdføre og kan sagtens tåle frost. Efterårsporre tåler det, men ikke hård frost og ikke langvarig frost. Efterårsporre bliver typisk mere langskaftet, mens vinterporre er mere tykke og lidt grovere i det.
Så inde eller i drivhuset
Porre kan sås i dit drivhus allerede i slutningen af marts. Er du sikker på, der ikke er frost, kan du begynde i januar. Sår du inde og sætter dem køligt, kan du også starte allerede i januar. Her skal du huske, at de senere skal vænne sig til kulden, så før de plantes ud, hedder det to uger ud om dagen og ind om natten.
Du kan så i en bakke med plastlåg på. Det holder på fugten, men beskytter også mod kulde. Ellers kan du buge f.eks. bruge flamingokasser med plast over. Porre elsker kompost, så har du omsat kompost, så brug det som det nederste lag og læg ti centimeter såjord i det øverste lag til at så i og ellers brug en såjord hele vejen. Læg frøene på jorden. Pres dem lidt ned og drys et tyndt lag jord ovenpå. Op til en centimeter er fint. Jorden skal være let fugtig.
Udplantning
Sår du på friland, skal du vente til maj, men så vokser porrerne sig knap så store. Maj er også det tidspunkt, du kan flytte de forkultiverede porrer ud fra drivhuset eller fra din bolig til udplantning i haven. Kommer de forkultiverede for tidligt ud, og de pludselig får meget kulde, kan de gå i stok. Nogle venter helt til Grundlovsdag for dermed også at undgå første generation af løgfluen.
Hold afstand
Du kan tynde ud i dine porre allerede, når de står i bakkerne drivhuset, eller gøre det, når du planter ud. Afstanden skal være mellem 10 cm og op til 50 cm. Jo mere plads de får, jo tykkere bliver de. Lav en rende og plant dem ud i renden. Den skal være ca. 10 centimeter dyb.
Efterhånden som de vokser, kan du hyppe dem, så de får lidt mere jord omkring sig. Så får de en anelse mere af hvide skafter, men lige så godt og måske bedre er det, at du køber langskaftede porre. De kan spise alt på porre, men de fleste foretrækker det hvide, selv om det indeholder de færreste vitaminer. Det hvide smager bedre, synes mange.
Jorden skal være løs og med en høj PH-værdi, så du kan tilføre lidt dolomitkalk til jorden med porre.
Det lille trick
Et gammel trick jeg lærte for mange år siden af en fynsk læser, var, at sætte en wc rulle omkring porreplanten, så var alt, der var inde i rullen, hvidt.
Pasning
Porre skal i modsætning til løg have en del gødning, og elsker det i form af kompost og gerne organisk gødning bearbejdet ned i jorden, før du planter ud, så er det mest effektivt. Græsafklip er for eksempel udemærket gødning. I starten vokser porrerne dog langsomt og har ikke brug for gødning, før vi når hen i juni eller senest starten af juli. Kun når de plantes ud, kan mangel på vand være kritisk. Senere er de mindre vandkrævende, men skal naturligvis passes. Vigtigt er også at luge ukrudt væk.
Høst.
Efterårsporre høstes i løbet af efteråret, mens vinterporre kan høstes hele vinteren. Du kan flytte dem fra køkkenhaven og genplante dem i dit drivhus, så de undgår den værste frost. De kan godt tåle frost, men bliver lidt mere seje af frosten. Står de ude, så giv dem et lag blade omkring sig.
Sygdomme
Porremøl går i porre. Du kan undgå første generation ved at vente med udplantning til Grundlovsdag, så er den væk. Du kan også bruge insektnet. Eventuelt tage det af 5. juni og lægge det på igen, når anden generation kommer fra august til oktober. Der findes biologisk middel, man kan sprøjte på bladene, når du ser larver, der er synderne. Larverne mister spiselysten, når de spiser midlet. Porremøl ødelægger plantevævet med gnav, der godt kan ligne gnav fra snegle. Bladene kan også få røde pletter, der er kaldes rust. De sidder dog kun på de yderste blade, og så kan resten spises. Porre trives godt sammen med gulerødder, bønner, selleri og broccoli og gerne morgenfruer og tagetes.