Skrevet af TagTomat 02 okt 2023 10:46

Brug af grønne umodne tomater

Om vi vil det eller ej, så lakker tomatsæsonen mod enden, og det er derfor ikke sikkert, at alle de grønne tomater på jeres tomatplanter kan nå at modnes på planten. Det tager nemlig omkring 8 uger fra blomst til moden tomat afhængig af tomatsorten. Selvom vi selvfølgelig er ret vilde med smagen af solmodne tomater, så kan de grønne umodne tomater også bruges i et hav af forskellige retter, ligesom de kan tages ind og eftermodnes.

Læs med videre og bliv guidet igennem, hvordan du kan lave dine egne hjemmesyltede tomater med de urter, du har i drivhuset eller på krydderurtehylden. Hvis du ikke er til sylt, så kommer vi til slut også omkring et hav af andre muligheder, som du kan bruge dine grønne tomater til.

 

Guide: Syltede grønne tomater

Vi har lært denne fremragende opskrift på grønne syltede tomater af Kristian Bæk, som var en af de første ansatte i TagTomat. Den smager så lækkert, at vi fortsat følger den, når vores grønne tomater skal syltes. Prøv dig også gerne frem med de krydderurter, du har i drivhuset eller på hylden i køkkenet.

Det skal du bruge
  • 1,5 l grønne tomater
  • 6 dl økologisk klar lagereddike
  • 6 dl økologisk rørsukker
  • Hele tørrede krydderier efter smag eller hvad man lige har i drivhuset eller køkkenet. Fx kanel, sort kardemomme, grøn kardemomme, korianderfrø, og chili. Det kunne fx også være vanilje, spidskommen, peber, muskatblomme, allehånde osv. samt de krydderurter du har i drivhuset.
  • Lidt frisk økologisk ingefær
  • 1 tsk. salt
Sådan gør du
  1. Skyl tomaterne godt.
  2. Prik hul i tomaterne med en gaffel eller kødnål.
  3. Eddike og sukker opvarmes i en stor gryde, og de tørrede krydderier og salt tilsættes.
  4. Ingefæren afskrælles, skæres i tynde skiver og puttes i gryden.
  5. Når lagen er i kog, hældes tomaterne i og simrer 15-30 minutter – indtil de er tilpas møre.
  6. Imens tomaterne simrer, steriliseres glassene og lågene – vi kogte dem i en gryde.
  7. Tomaterne omhældes på glassene – forsøg at være så renlig som mulig i denne proces, så holdbarheden forlænges mest muligt.
  8. Tomaterne dækkes af lagen.
  9. Overskydende lage kan koges ind til sirup og bruges som et pift til sauce.

For længere holdbarhed kan man vælge at skylle glassene med Atamon inden påfyldning, men vi foretrækker at klare os uden – og spise de syltede sager inden for 1-2 måneder.

Det kan du også bruge dine grønne tomater til

Udover at sylte dine tomater er der meget andet, du kan bruge de grønne tomater til.

Du kan fx lave dem til chutney og spise det med en varm stærk efterårsret. Marinere dem og spise dem i en lækker salat. Hakke dem i små tern og bruge i en hjemmelavet remulade eller lave dem til en grøn ketchup. Putte dem på pizzaen.

Eller blot skære dem i fine tynde skiver og spise dem rå og som pynt på anretninger. Der er faktisk næsten ikke det, de ikke kan bruges til.

Mon I har andre gode idéer til anvendelse af grønne tomater? Så del dem endelig med os i kommentarfeltet.

Grøn front

Team TagTomat

 

Da grønne tomater indeholder giftstoffet alfa-tomatin, bør de anvendes i mindre mængder.