Skrevet af Spirekassen 12 dec 2023 10:28
Brug skyggegardiner om vinteren
Juletiden er kommet, og om lidt begynder et helt nyt år, 2024. I Danmark er de lyse timer aftaget med over 10 timer siden Sommersolhverv i juni. Fredag den 22. december er det vintersolhverv, og det begynder atter at gå mod lysere tider. Ikke mindst et helt nyt drivhusår.
De næste måneder er kolde, solen er sparsom, og i lange perioder er det bare ”Gråt i gråt”, faktisk bliver det aldrig rigtig lyst. Hvis du vinterdyrker i drivhuset, kan du faktisk få en smule varme forærende (til glæde for planterne) ved at læse denne artikel.
Artiklen er måske den mest underlige, du har læst til dato. For vi vil forslå dig at bruge drivhusets skyggegardiner om vinteren og ikke kun om sommeren. Brug skyggegardinerne i dit uopvarmede drivhus i vinternatten. Faktisk er det direkte genialt at bruge drivhusets gardiner om vinteren, specielt hvis du vil hjælpe dine planter.
Det du bør vide om vinterdrivhuset
- Temperaturen i dit drivhus om vinteren er altid lavest lige inden solopgang. På det tidspunkt har varmeudstrålingen til himmelrummet nemlig varet hele natten, og udstrålingen er størst inden solopgang.
- Luften i drivhuset står stille om natten. Typisk er plantetemperaturen 2-3 grader under drivhusluftens temperatur. Det vil sige, der kan ske frostskader på planterne, selvom der slet ikke er frost i drivhusluften.
- Skyer eller sne på drivhusglasset kan hjælpe dig og dine planter. Skyer og sne fungerer nemlig som en dyne. Skyer nedsætter varmeudstrålingen til himmelrummet og forebygger temperaturfald i drivhuset og i planterne.
Skyggegardinerne er geniale
Du har sikkert kun brugt dine skyggegardiner eller rullegardiner om sommeren. Primært for at holde varmen ude af drivhuset og ikke mindst beskytte dine planter mod direkte sol. Mange ved ikke, at den omvendte effekt kan bruges om vinteren. Ved at trække dine skyggegardiner ned, inden det bliver mørkt i vinterhalvåret, holder gardinerne faktisk en smule på varmen i løbet af natten.
Den naturlige udstråling af varme ud imod himmelrummet forhindres og den smule varm, som er skabt i løbet af dagens lyse timer holdes inde i drivhuset. Ved at bruge skyggegardinerne strategisk på den måde, kan du skabe en temperatur, der er 2-3 grader højere i drivhuset. Dette kan være helt afgørende for dine planter, der vinterdyrkes.
Vigtig info
Når du trækker dine skyggegardiner fra næste dag, er det vigtigt, du kun gør det lidt ad gange, hvis du dyrker planter i drivhuset. Det er nemlig sådan, at på ydersiden af skyggegardinet i området mellem gardin og drivhusglas ligger der en masse kold luft. Hvis skyggegardinet trækkes hurtigt fra, vil den kolde luft falde ned og skade planterne. Man kalder det på gartnersprog ”kuldenedfald”.
Brug af skyggegardiner om vinteren
- Skyggegardiner skal trækkes fra, når det er dagslys og sol
- Træk skyggegardinerne for, inden mørket kommer
- Træk gardinerne langsomt fra, om morgenen for at undgå kuldendfald
Sjov vinden om skyggegardiner i erhvervsgartnerier
Hos professionelle væksthus gartnere bruges skyggegardiner som en stor del af klimareguleringen. Om sommeren skygger gardinerne for solen for at holde temperaturen nede. Om vinteren hjælper gardinerne med at nedsætte energiforbruget. I de store væksthuse kører gardinerne for til natten for at holde på varmen. Hvis dit drivhus er opvarmet, er det muligt at anskaffe sig miljøgardiner, som har en isolerende effekt indbygget. Hvis de bruges strategisk rigtig, kan det reducere varmeudgiften med op til 70%. Vi har til denne artikel fået lov at låne fotos fra virksomheden Flexgardin.