Skrevet af Johanne Mosgaard 08 aug 2023 11:34
Grillet sommersalat med pestodressing
Sommeren er over os, og det betyder for mange grillmad. Prøv denne skønne salat med grillede squash og majs, frisk rucola og tomater serveret med en pesto dressing, som egentlig bare er en fortyndet pesto samt smuldret feta på toppen. Simpelt og lækkert!
Tilbehør til 4 personer
- 1 majskolbe
- 1-2 squash
- 250 g tomater efter eget valg
- 50 g rucola
- 50 g feta
- 3 spsk pesto (valgfri)
- ½ dl vand
Fjern skal og hår fra majs og skær dem over på midten med en skarp kniv. Hvis det skal gå lidt hurtigt, kan du forkoge majsene i ca. 10 minutter for at mindske tiden på grillen. Skær squash i ca. 0,5-1 cm tykke skiver. Grill squash skiverne til de får flotte grillstriber og majs til de er mørkegule.
Skær tomater i tynde skiver. Skær majsene af kolben med en skarp kniv og anret en salat af frisk rucola, grillede squash skiver, majs og tomatskiver. Pisk pesto med lidt vand, så det får en tyndere konsistens der kan anvendes som dressing og hæld den over salaten. Smuldr feta over salaten.
Salaten er nu klar til servering og er perfekt som en del af sommerbordet, imens squash og majs er i sæson og drivhuset er fuld af tomater.