Guide: Tomater i drivhus

​​​​​​​Findes der noget bedre end at dyrke helt perfekte tomater i sit drivhus, som du kan gå ud og plukke direkte fra drivhuset? Det synes vi ikke, og derfor har vi i fællesskab med haveekspert og havejournalist Lars Lund lavet en grundig guide til dig, hvor du kan læse meget mere om tomater i drivhuset.

Artiklen er skrevet af Lars Lund

Når det kommer til forskellige typer af tomater, er der i dag mange at vælge imellem. Sorterne skifter, og alle har deres yndlingssort. Se f.eks. mange variationer på tomatdatabasen eller søg ordet tomatsorter på nettet. Nogle egner sig særligt godt til udendørs plantning, mens andre trives bedst i et drivhus. Vil du gerne dyrke tomater i dit drivhus, skal du gå efter nogle bestemte typer. Langt de fleste tomatsorter egner sig godt til at blive plantet i et drivhus. Nogle af de mest klassiske er:  

  • Cherry
  • Blommetomat
  • Runde
  • Bøftomater
  • Sugotomater

Alle disse egner sig perfekt til dyrkning i et drivhus. De kræver et lyst og solrigt miljø, der samtidig har den rette temperatur.

Når dine tomater er i gang med at vokse, skal de ikke have særlig meget vand ad gangen

Foto: Grøn Kommunikation ©

Sådan dyrker du dine tomater i dit drivhus

Hvis du vælger at dyrke dine egne tomater helt fra bunden, skal du sørge for at forspire, inden du planter i jorden. Ved forspiring skal du lade frøene i de små forspiringspotter stå ved cirka 25 grader i en vindueskarm eller over en varmekilde. Sørg for, at der kun er få frø i hver potte, så de har god plads til at spire. Du skal samtidig sørge for, at de får så meget sollys som muligt, mens de spirer.


Når dine frø begynder at spire, kan du sætte dem i en spirekasse med låg. Her skal de opbevares ved 18 grader, hvorefter de skal holdes fugtige hele tiden og have en god mængde sollys. Jo mere, de vokser, desto større en potte skal de have. Når de begynder at have små, begyndende blade, er de klar til at blive plantet ud i dit drivhus, forudsat temperaturen ude ikke er under 12 grader om natten. Du kan sagtens fortsætte forspiringen i vindueskarmen uden en spirekasse med låg.


Vælger du i stedet at købe små tomatplanter, kan du hurtigere komme i gang med udplantning i drivhuset. Du kan dyrke tomater i kapilærkasser, direkte i jorden eller i krukker/større potter. Inden tomaterne har vokset sig store nok, kan du vælge at benytte dig af potteholdere eller hylder til at opbevare tomatplanterne oppe i højde. Det giver god gulvplads eller måske plads til andre planter, du også vil dyrke i drivhuset.

Sådan kommer du godt i gang med at plante dine tomater

Når du er klar til at plante dine tomater, skal du først og fremmest sørge for at have en masse frisk jord klar. Du bør altid plante dine tomater, når du kan være sikker på, at temperaturen mindst er 15 grader i dit drivhus dag og nat. Ved at opvarme dit drivhus, kan du altid selv styre, hvor varmt der er derinde. Planter du dine tomater ud for tidligt går rodnettet i stå og kan udvikle sig til et dårligt rodnet. Planterne skal have en størrelse på 30-45 cm, hvor første blomsterstand er afsat og være 6-8 uger gamle med mørkegrønne blade og en god kraftig stængel. Inden de plantes ud, skal de hærdes over to uger. Det betyder de tages ind i drivhuset om dagen og tilbage i varmen om natten. Når de er hærdet, er de meget mere kuldetollerante. Optimalt skal jordtemperaturen være 21 grader i de øverste 10 cm jord og ikke under 15.


Du planter blot dine tomater direkte ned i jorden, hvor der er godt med mellemrum. På den måde får du det største afkast fra hver af dine planter. Tomatplanter gror nogle store og kraftige rødder. Derfor skal du altid sørge for at grave rødderne så langt ned i jorden som muligt. Du kan roligt grave dem så langt ned, at noget af stænglen følger med ned i jorden. De små hår, der er på stænglen, udvikler sig som rødder, så rodnettet styrkes. Tomatplanten kræver nemlig styrke, når tomaterne begynder at gro, og jo stærkere et rodnet, desto mere modstandsdygtig er planten.


Tomatplanter har én særlig forudsætning for at kunne gro. De skal bestøves, hvis du ikke vil have blomster i stedet for tomater. Derfor er det vigtigt, at du har åbne døre og vinduer, så dine planter har de bedste forudsætninger for at blive bestøvet. For at være helt sikker på, at bestøvningen er lykkedes, kan du også ryste planterne lidt. De behøver nemlig ikke nødvendigvis en bi til at gøre arbejdet.

Imens dine tomater gror: Sådan holder du dem

Nu burde dine tomater i dit drivhus være godt i gang med at vokse sig store. Du skal gøre det til en rutine at gennemgå dem på ugentlig basis. De vokser hurtigt, og for store planter giver mindre smagfulde tomater. Husk at klippe tomatplanten ned, når de er så store, at de ikke kan være der, eller når man når så langt hen på året, at man ved, de kun giver små og grønne tomater. Fjern sideskud i alle bladhjørner løbende (busktomater undtaget), så du hele tiden tynder godt ud i planten, og sørg for at nippe de nye blade. Du bør også fjerne nye stængler, som planterne danner langs jordoverfladen.


Når dine tomater er i gang med at vokse, skal de ikke have særlig meget vand ad gangen. De skal blot have en smule hver dag, da det giver mere tørstof i tomaterne, og det er det, vi gerne vil have. Du kan med fordel benytte dig af et vandingssystem, der sørger for at klare den daglige vanding for dig i præcise mængder. Gødning er samtidig et must, hvis du vil have så saftige og velsmagende tomater som muligt. Planterne kræver meget næring, og derfor kan gødning hjælpe dem godt på vej, men følg anvisningen på den emballage, gødningen er i, og gød ikke, når temperaturen er over 28 grader i drivhuset. Her bruger planten så meget vand som muligt til afkøling, og du kommer så nemt til at overgøde (gælder især i kapilærkasser).


Du skal også sørge for, at du binder dine tomatplanter op. I takt med at de vokser sig store og får små tomater, vil grenene blive meget tunge. For at undgå planter, der hænger nede ved jorden og derved forhindrer tomaterne i at vokse sig store og saftige, kan du binde dem op omkring en kraftig pind af træ eller plastik.

Foto: Juliana Drivhuse

Sådan høster du dine tomater

Alt efter, hvor meget sol dine tomater i dit drivhus har fået, og hvilken sort du har valgt, vil de første være klar allerede i juli måned. Efterfølgende vil din plante blive ved med at give frugter, så du kan høste helt indtil september måned. Dermed er der en lang sæson, hvor du kan nyde godt af dine tomater. Du skal stadigvæk sørge for at kigge dem efter, så de holder den rette størrelse.


Oplever du, at dine tomatplanter har tomater tilbage i oktober måned, kan du desværre ikke forvente, at de giver mere fra sig. Derimod kan du vælge at forsøge med en eftermodningsproces. Du kan tage de sidste tomater og pakke dem ind i papir eller læg dem i et lunt vindue, hvor de får sol.


Oplever du, at dine tomater revner, er det et tegn på, at der har været forskel i temperatur og luftfugtighed. Det sker typisk mellem nat og dag. Kondens lægger sig på tomaten, så den ikke kan ånde, og så sprækker den. Det kan være svært at undgå, men det er vigtigt, at du får skabt et klima, der ikke er for fugtigt. Det er solen, der giver den flotte røde farve, men hvis solen skinner for direkte på dine tomater, så får den grønne pletter, der ikke modner, fordi cellerne ødelægges. Du kan med fordel høste dine tomatplanter fra toppen af og ned. På den måde giver du plads til de lavthængende tomater, så de også kan få en flot farve.

Foto: Grøn kommunikation

Syge tomater

Desværre kan tomater få en sygdom, imens de er i gang med at vokse. Nogle sygdomme kan du nemt afhjælpe, mens andre er sværere at komme til undsætning. Her er nogle af de mest hyppige sygdomme, som dine tomatplanter kan få:

Griffelråd:

Først og fremmest er der griffelråd, der ses som sorte plamager i bunden af dine tomater. Den nyeste forskning siger, at denne sygdom skyldes vandmangel, der fører til, at planten ikke kan transportere kalk fra jorden og op i planten. Derudover kan tomatplanten også blive stresset på grund af ydre faktorer, fx tørke, for høj lysintensitet, høj varme og for meget kvælstofgødning. Dette medfører, at kalk ikke kan transporteres ud til de celler, hvor den behøves. Et godt tip angående vanding af tomater er at vande med postevand hver anden gang. Postevand indeholder nemlig kalk, som regnvand ikke indeholder.

Larver fra natsommerfugl:

Dine planter kan også blive angrebet af larver fra en særlig natsommerfugl. Disse larver æder af dine tomater, og det kan være svært at opdage disse, før at skaden er sket. I juni måned lægger denne sommerfugl sine æg, og larverne er enten grønne eller brune. Derfor bør du være opmærksom på disse og fjerne dem, hvis du ser dem i dit drivhus.

Mellus:

Sidst er der mellus, der også er kendt som ’hvide fluer’. Fluerne flyver rundt omkring planterne og suger saften fra planterne. De udskiller en væske, der skader planterne. Her kan du forhindre et angreb ved at anvende insektgift på dine tomatplanter. Vil du gerne slippe for plantegift, kan du anskaffe din en snyltehveps. Denne hveps bekæmper netop melluslarverne.

Hold øje med dine planter

Undervejs i processen kan dine tomatplanter ændre udseende, og det kan være et tegn på, at noget er galt. Oplever du, at bladene på dine tomatplanter bliver gule, skyldes det ofte mangel på gødning. Her kan du vælge at tilføje noget let gødning til jorden, så de får den rette næring. Krøller bladene på planten, skyldes det ophobninger af stivelse i bladene. Det kan forekomme tidligt på året. Her er årsagen, at temperaturen er for lav om natten til, at bladene kan nå at omdanne stivelsen til sukker. Ved stærk varme går omdannelsesprocessen i stå, og så krøller bladene også. Sætter dine planter mange blade, men ikke tomater, kan det være, fordi du skal tynde mere ud i dine planter. Når en tomatplante har for mange blade, vil det tære på plantens energidepot, og derved kan den ikke producere de store og saftige tomater. For stærk varme under blomsterdannelsen går også ud over udbyttet. Din plante kan også blive angrebet af grå- eller kartoffelskimmel. Dette ses som brune pletter på blade og stængler, og det skyldes en høj luftfugtighed. Her kan du erhverve dig nogle automatiske vinduesåbnere, der gør det nemt for dig at regulere luftfugtigheden i dit drivhus. Det er samtidig vigtigt, at du altid fjerner de angrebne planter og blade.

Inspiration til dit drivhus?

Er du på udkig efter ny inspiration til at forvandle dit drivhusliv til et frodigt paradis? Lad os sammen udforske nye ideer og tips, der vil gøre dit grønne fristed endnu mere magisk!

Find inspiration her

Vi er stolte over at have opnået højeste kreditrating

Familieejet dansk virksomhed med produktion i Odense

Finder du på Juliana, Halls og Gabriel Ash drivhuse

Lad os guide dig til den rigtige placering, størrelse og type.

JULIANA GRUPPEN

Juliana Gruppen er en førende global leverandør af kvalitetsdrivhuse til private. Virksomheden blev grundlagt i 1963 af Mogens A. Stærmose i Odense, Danmark. Den familieejede virksomhed ejes i dag af 3. generation, Nikolaj Stærmose. Hovedkontoret og fremstillingen er stadig beliggende i Odense med datterselskaber i Storbritannien og Tyskland. Juliana Gruppen eksporterer til mere end 20 lande.

’We help people grow’. Derfor sætter vores brands Halls, Juliana og Gabriel Ash rammen for oplevelser, der er lige så naturlige, som de er magiske. Til trods for vores lange historie er vi fremadskuende og nysgerrige på, hvordan vi kan forbedre bæredygtigheden af vores drivhuse. Få mere at vide om Juliana her på siden og find inspiration til dit drivhusliv i vores store inspirationsunivers.