Skrevet af Spirekassen 11 maj 2022 09:50

Kend dit drivhus

Tekst & foto: Christine Wiemann

 

Vidste du, at dit drivhus er helt unikt? Trods det, at du sikkert har købt dit drivhus fra en producent, hvor der produceres mange af netop din type drivhus. Det kan godt være, din og naboens drivhus er samme model, men klimaet i dit drivhus er helt unikt. Det, som gør dit drivhus helt unikt, er måden, dit drivhus er placeret i forhold til verdenshjørnerne.

Placeringen har stor betydning

Hvis dit drivhus er aflangt, er en placeringen N-S er den bedste løsning. Hvor hver gavl vender henholdsvis Nord og Syd. Når solen står op i øst, bliver drivhuset hurtigt opvarmet. Omkring middag, hvor det er varmest, vender den smalleste side mod solen i syd. Når solen går ned i vest, udnytter drivhuset solens varme indtil solen går ned. Det er bare ikke alle drivhuse, der er placeret sådan. Der kan også være andre elementer i placeringen, nemlig skyggefulde træer.

Drivhuskonstruktionen

Når sollyset rammer drivhusglasset, vil en del af lyset reflekteres udad igen. Vi oplever det som genskin. Ca. 15-20% af sollyset reflekteres eller absorberes i glasset. Den resterende vil passere gennem glasset og ind i drivhuset. Det er den mængde sollys, planterne kan bruge til fotosyntese. Hvor meget lys, der passerer gennem glasset til planterne, afhænger af flere ting. Blandt andet hvor rent glasset er, glassets sammensætning, drivhusets konstruktion og glasvinkel. Hældningen på Juliana modellernes tage er netop ikke stejl, fordi en mindre stejl hældning giver mere lys til planterne hele året rundt. Vi ved også, at jo smallere dit drivhus er, jo lysere er der. Et meget bredt drivhus er ikke nær så lyst.

 

De store forskelligheder

I alle drivhuse, store eller små, vil der være forskellige ’mikro klimazoner’. Du vil have et ’varmt og tørt’ hjørne og et mere fugtigt hjørne. Hvis du ikke selv har fornemmet, hvor de er, kan du downloade et kompas på din smartphone og finde ud af, hvordan dit drivhus er placeret i forhold til NORD og SYD. Herefter vil du hurtigt kunne finde det varmeste område i dit drivhus, nemlig det område, der vender mod syd. Området, der vender mod Nord vil være det køligste.

Er det ikke lige meget?

Nej, det er ikke lige meget. Du kan nemlig beplante dit drivhus langt mere strategisk, hvis du kender til drivhusets klimazoner.


Det sydvendte varme hjørne

Her bør du plante dine agurkeplanter og meloner. Planterne elsker varme, og de to kulturer kan modstå den direkte sol omkring middag. For at forebygge evt. skadedyr og svampeangreb bør du overbruse planter en gang dagligt, også på bladundersiden. Hvis du elsker basilikum, trives basilikum også optimalt i varmen. Chiliplanterne er også glade for de varme hjørner i drivhuset.

Aubergine kan tåle op til 40 graders varme og fuld sol, så de hører også hjemme i det varme hjørne.

I de allervarmeste dele af drivhuset bør du undgå at plante tomater. Tomater elsker varme, men der er en grænse. Tomater kan faktisk få det for varmt, og så vil du opleve planterne taber blomsterne og ikke sætter frugt. Hvis du har dyrket tomater i det varme områder af drivhuset, vil du ofte se, at frugterne får griffelråd. Det pga. ubalance i klimaet. Hvis du alligevel helst vil dyrke tomater i det mest varme hjørne, bør du vælge tomatsorter, der ikke har nemt ved at få griffelråd fx ribs og cherrytomater.

Lige så varmt det sydvendte hjørne er om sommeren, lige så kold er det om vinteren. I mit drivhus er det, det hjørne, hvor der først kommer frost i vinterhalvåret. Det er vigtigt at huske, hvis du vinterdyrker.


Det nordvendte hjørne

Her er tomater et must. Selvom det er nordvendt, er der masser af lys til tomatdyrkning. I sommerperioden er der generelt mere lys, end planterne kan udnytte, og tomater tåler ikke at komme over 25 grader for længe.

Peber kan heller ikke lide høje temperaturer, og nattemperaturen skal være lav, for at planten sætter frugter, så de hører også hjemme i den nordlige side af drivhuset.


Skadedyrene

Det varme og tørre hjørne er ofte hjørnet af drivhuset, du vil få de første angreb af skadedyr. Bladlus er i fuld gang i slutningen af marts, og de naturlige fjender er endnu ikke aktive.

I sommerperioden kommer der spindemider i agurkerne, og det kan gå hurtigt og være dødbringende for dine agurkeplanter. Spindemider elsker varme og tørt klima i det sydvendte varme hjørne.

 

Svampesygdomme

Om sommeren ses meldug, især på agurker, og sidst på sommeren. Meldug trives i varme og tør luft. Meldug vil ses i det varme sydvendte hjørne.


Løsning i det varme sydvendte hjørne

Overbrus dine planer dagligt med en havesprøjte og sprøjt undersiden af bladene – naturligvis med rent vand.


Løsning i det kolde skyggefulde hjørne

Gråskimmel er også en svampetype, der kan drille. I modsætning til meldug skal denne svamp have fugtig luft for at trives. Dette svampevenlige klima ses typisk i det nordvendte hjørne af drivhuset.

Lad døren stå åben døgnet rundt, beskær tomaterne, så der kan komme luft, og hold jorden luget - så er gråskimmel ikke noget problem.

Generelle Tip

  • Se efter skadedyr hver uge
  • Angreb starter ofte i det varme sydvendte hjørne af drivhuset.
  • Bekæmp skadedyr med vand
  • Luft ud hele døgnet i sommerhalvåret
  • Beplant drivhuset strategisk efter din nye viden om klimazoner

 

 

Tak til Bent Løschenkohl for faglig sparring