Skrevet af Spirekassen 02 mar 2023 09:59

Vinterdyrkningen siger farvel

 

For mange er den 1. marts nok en helt speciel dato. Det er netop på denne dag, vi markerer, at vinteren er slut, og foråret begynder.

Rent astronomisk er det ikke sådan. På den Nordlige halvkugle går vi først ind i foråret den 20. marts, når vi rammer forårsjævndøgn. Foråret slutter (astronomisk set) først, ved sommersolhverv omkring den 21. juni. Det er tid til at høste og fjerne det sidste af dine vinterdyrkede grøntsager og bladgrønt.

Os med drivhus, ved at foråret ER kommet! Med forårets kommen, siger vi også farvel til vinterdyrkningen i drivhuset.

 

Blomsterne overtager

Hos Spirekassen lagde vi tulipaner og narcisser i vores faste bede i efteråret. Fra midten af marts begynder vi at kunne plukke tulipaner i drivhuset. Franske anemoner dyrker vi også i drivhuset. De franske anemoner blomstrer markant tidligere end på friland, men de får det hurtigt for varmt i et lunt forårsdrivhus og afblomstrer hurtigt.

 

Varmen kommer

Dagene i drivhuset bliver lunere og lunere. Du kan nemt opleve timer på dagen, hvor temperaturen er mellem 20 til 30 grader, når solen skinner. Når solen går ned, og forårsnatten begynder, vil der nemt komme frostgrader i drivhuset. I foråret er drivhusklimaet altså præget af store temperatursving.

Hvis du ikke allerede har Juliana automatiske vinduesåbnere, er det en god idé at få. De styrer og regulerer den svingende temperatur og sørger for, at drivhuset ikke bliver for varmt på solbeskinnede forårsdage.

 

Kålen sætter frø

Hvis du har dyrket kål gennem hele vinteren i drivhuset, vil du opleve, at kålplanterne går i stok. Det betyder, at planten begynder at danne frø. Herefter vil planten dø. Det er en helt naturlig reaktion hos de fleste kålplanter. I en lang og kold vinter har planten haft sit fokus på at overleve. Når varmen og de lune timer kommer, er det relevant for planten at danne og modne frø. I naturen vil de modne frø falde til jorden og begynde at spirer på ny. Plantens livscyklus er fuldendt. Det er altså sjældent muligt at flytte sin vinterdyrkning ud i køkkenhaven for at lade den vokse videre ind i sommeren. En kåltype som kålrabi går ikke dog ikke så nemt i stok efter en vinterkuldeperiode. Denne kåltype kan med held godt flyttes i køkkenhaven og vokse færdig.

 

Tips til kål

Hvis du vil benytte drivhuset til forklutivering af kål til din kommende køkkenhave, kan du forspire friske frø fra slutningen af marts i drivhuset. Småplanter kan udplantes i køkkenhaven i slutningen af april.

Så en række salat

Inden vinteren helt er slut, kan du nå at så en række salat i drivhuset. Hvis du ikke har faste jordbede, kan du prøve at så lidt salatfrø i en krukke eller potte. Salat er en kultur, som ikke skal have det for varmt. Derfor er marts sidste chance for at dyrke drivhussalat. Husk at brug frø af en salattype, som er til tiltagende lys populært kaldet ”Sommersalater”.

 

Den kedelige opgave

Rengøring er en forårsopgave de færreste holder af. Drivhuset skal vaskes grundigt ned. Både glas og profiler skal afvaskes. Det er ikke nødvendigt at bruge et sæbemiddel. Læs evt. vores tidligere blog om rengøring af drivhuset med ganske almindelig rent vand.

 

Skiftedagen

Inden sommerhalvåret rigtig begynder, er det en god idé at tilsætte jordforbedringsmuld til din eksisterende plantemuld, hvis du har faste jordbede. Hvis du har mulighed for at skaffe organisk gødning eller kompost, er det tid til at tilsætte det nu. Ellers kan du tilsætte en gødning i pille form til din plantemuld.

 

Foråret begynder nu!