Skrevet af Spirekassen 10 okt 2023 13:34
Vinterhårdføre krydderurter
Hvem elsker ikke krydderurter? Hvis du har en have og drivhus, har du sikkert forsøgt dig med at dyrke krydderurter. Vinterhalvåret er på vej, og nogle krydderurter kan nemt overvintre i drivhuset i årets kolde måneder.
Hos Spirekassen opvarmer vi ikke vores drivhus med en ekstern varmekilde. Vi udnytter udelukkende solens sparsomme stråler, og med lidt viden om krydderurter kan mange af dem overvintre i det uopvarmede drivhus.
Vi har hvert år kunder, som har udfordringer med at kende forskellen på de forskellige typer af krydderurter. Ikke mindst at udvælge de krydderurter, som kan overvintre i drivhuset. For at være sikker i denne udvælgelse er der nogle begreber, du skal kende til.
De klassiske krydderurter, vi bruger i madlavning, kan overordnet set deles op i tre grupper. Hvis du skal have succes med overvintring af krydderurter, er et smart at kende forskellen på de tre.
Etårige krydderurter
Etårige krydderurter kaldes på engelsk ”Annuals”, og det ord siger det hele. Planten er etårige. De sås, udvikler sig, sætter blomstrer, danner frø og dør – alt sammen på det samme år. Samme plante kommer ikke igen næste år, men de dannede frø kan spire og lave nye planter.
Fx Koriander, dild og sortkommen.
Det giver altså ingen mening at forsøge at overvintre etårige krydderurter. Både koriander, dild kan heller ikke tåle frokost på nogen måde. Sortkommen er mere robust, men er altså etårig og vil dø, når den har sat frø.
Toårige krydderurter
Der findes krydderurter, som er toårige. De toårige kaldes sådan, fordi de kun sætter blade det første år, og på andet år sætter de blomster og danner herefter frø. Når frøene er sat, visner planten og dør. Disse kaldes for toårige krydderurter eller kortlivede krydderurter.
Fx persille, kommen, Muskat Salvie
Hvis du forsøger at overvintre toårige krydderurter, er det vigtigt at kende til plantens alder. Hvis persillen allerede har et år på bagen, vil en overvintring og et kommende forår kun give en plante i frøsætning. Herefter vil den altså dø. Bedste råd, er kun at overvintre meget unge planter.
Nogle krydderurter er stauder og halvbuske
En staude er en urteagtig plante, som visner ned hver vinter og skyder igen, når det bliver forår. Halvbuske har træagtige grene. Nogle står med løv hele vinteren, andre taber bladene. Om foråret starter der en ny vækst i halvbusken.
Både stauder og halvbuske er flerårige. Stauder kan være mere eller mindre stabile, de kan komme samme sted i årtier, eller de kan være mere kortlivede og forsvinde efter nogle år.
Fx Oregano, Timian, Purløg, Læge salvie, Estragon, Citronmelisse, Lavendel, Rosmarin, Kinesisk purløg, Mynte, Citronmelisse, Løvstikke
Stauder og halvbusk kan som udgangspunkt overvintre i drivhuset. Dog er nogle mere sarte end andre. Rosmarin og Kinesisk purløg kan som udgangspunkt godt overvintre i drivhuset i Danmark, men i meget kolde vintre kan de gå til. I UK er klimaet mildere, og det vil være nemmere at overvintre planterne. Jo mere syd man kommer i Tyskland, jo nemmere er overvintringen af rosmarin og Kinesisk purløg.
Krydderurten som ikke nævnes
Den populære basilikum er ikke nævnt her. Basilikum (Ocimum) er en slægt med omkring 60 arter. Der findes et hav af varianter nogle et etårige og andre flerårige. Nogle urteagtige og andre småbuske. Dem vi traditionelt bruger er alt for varmekrævende til overvintring i drivhuset. De vil allerede i efteråret gå til.
No Go
Krydderurter købt i supermarked er næsten alle produceret i industrivæksthuse med det, man kalder hæve/sænke vandingsborde (en form for højvande og lavvande). Kendetegnet er en flot plante med en relativ lille rod og potte. Under vækst hos den professionelle gartner har krydderurten fået vand og næring i rigelige mængder. Dét uden at arbejde særlig meget for det.
Det giver en smuk fin top, hvor der er masser at høste for køberen, og en mere sårbar rod. Krydderurten er produceret til at holde nogle uger i din vindueskarm, hvis du vander den.
Overvintring af krydderurter købt i supermarked går ofte ikke godt. Roden er for svag, og planten for sårbar til klimaet i et hobbydrivhus.
Pasning om vinteren
Overvintring af krydderurter kan forgå i faste jordbede eller i krukker. Krukker er dejlig fleksible, da de kan flyttes ind og ud alt efter, hvad man har af behov gennem året. Det er dog vigtigt at huske, at frost lettere bundfryser krukker. Omvendt når varmen kommer, opvarmes potten hurtigere.
Faste jordbede frysere senere i frostperioder end krukker. Dog tør de senere op end krukker, når varmen kommer. Generelt skal du passe på ikke at overvande om vinteren, da vandbehovet er markant mindre hos planterne.