Projekt Cheptigit Primary School, Kenya
I februar 2023 var Julianas direktør og ejer Nikolaj Stærmose og familie i Kenya, for at montere tre styk Juliana Gartner 21,4 m² på Cheptigit Primary School.
7. februar 2023
Forud for en rejse til Østafrika i 2017 kom jeg i kontakt med et pensioneret fynsk ægtepar, der i en årrække havde drevet et skoleprojekt i Kenya. Under rejsen fik jeg ved selvsyn set, hvor virkningsfuldt det kan være, når man målretter en relativ simpel indsats. Selve grundtanken, at uddannelse er forudsætningen for større velstand og trivsel er der sådan set ikke noget nyt i, men det var så utrolig livsbekræftende at se, hvordan det kan gøres uden omkostninger til administration, og hvor meget der kan ske når gode kræfter sætter sig for at skabe en forandring.
Ægteparret Kis og Flemming Thybo, der begge er tidligere skolefolk, kom første gang i kontakt med en lokal skoleleder i en lille landsby, der ligger omkring 40 km udenfor byen Eldoret i det nordvestlige Kenya for fjorten år siden. Der var fra starten ikke en fastlagt plan for projektet, men de to ildsjæle gik lavpraktisk til sagen. Udgangspunktet var dengang som nu, at det er lærerne og ledelsen på skolen, der ved, hvad der er mest brug for.
Skolen, der er en grundskole med elever fra 0. til 9. klasse, var dengang i en meget dårlig stand. Derfor var det første man ønskede sig nogle nye klasselokaler med støbte gulve. Det skulle blandt andet sikre lidt mere varme, men også forebygge, at børnene fik orm i fødderne, fordi de sad på den bare jord. Kis og Flemming samlede på forskellig vis penge sammen i Danmark, og når man havde ca. 30.000,- kroner, så havde man penge til et nyt klasselokale som de rejste ned og hjalp med at få gjort til virkelighed. Den metode har lige siden været brugt, og pengene samles ind på mange kreative måder. Der bliver holdt foredrag og sangaftener, og det årlige loppemarked er blevet en fast indtægtskilde. I dag er der mange private bidragydere, der både sponsorerer bygninger og udstyr, men som også bidrager til lærerlønninger og til betaling af skolepenge for de allerfattigste børn.
Skolen fremstår i dag meget velholdt og der er nu både etableret gymnasium og højskole. En dansk sponsor hjalp med at få monteret solceller på skolen, hvilket betyder, at man kan bruge bygningerne om aftenen. På de kanter bliver det jo mørk ved 19-tiden hele året rundt.
En skolehave bliver til
For tre år siden opstod idéen om en skolehave i tilknytning til skolen. En skolehave skulle have en række formål, dels at skaffe udbytte til at eleverne kan få et dagligt måltid mad, hvilket ikke er en selvfølge, men også med undervisning for øje. Derfor gik Juliana Drivhuse ind som sponsor på et skolehaveprojekt i tre etaper. Første etape var etablering af rammerne, nemlig hegn og redskaber, men også vandtanke til opsamling af vand. Det første bidrag rakte endda til indkøb af to køer, så man har en fast kilde til frisk mælk.
Bruger man drivhuse i Afrika?
De fleste af os tænker ikke, at det giver mening at opstille drivhuse i Kenya, men det gør det faktisk. Et drivhus er jo en klimaskærm, der beskytter afgrøder imod vind, vejr og insekter. Skolen ligger på en højslette i Kenya, hvorfor der aldrig er mere end ca. 25 grader og hvor det kan blive temmelig koldt om natten. Derfor er næste etape af skolehaveprojektet, at der monteres tre styk Juliana Gartner drivhuse på hver 21,4 m². Før jul blev en container sendt af sted og i midten af februar rejser min familie og jeg til Kenya, for at hjælpe med at montere de tre drivhuse.
Nikolaj Stærmose
Direktør og ejer af Juliana Drivhuse A/S
JULIANA GRUPPEN
Juliana Gruppen er en førende global leverandør af kvalitetsdrivhuse til private. Virksomheden blev grundlagt i 1963 af Mogens A. Stærmose i Odense, Danmark. Den familieejede virksomhed ejes i dag af 3. generation, Nikolaj Stærmose. Hovedkontoret og fremstillingen er stadig beliggende i Odense med datterselskaber i Storbritannien og Tyskland. Juliana Gruppen eksporterer til mere end 20 lande.
’We help people grow’. Derfor sætter vores brands Halls, Juliana og Gabriel Ash rammen for oplevelser, der er lige så naturlige, som de er magiske. Til trods for vores lange historie er vi fremadskuende og nysgerrige på, hvordan vi kan forbedre bæredygtigheden af vores drivhuse. Få mere at vide om Juliana her på siden og find inspiration til dit drivhusliv i vores store inspirationsunivers.