Hvor skal man placere drivhuset?

Dette spørgsmål findes der ikke noget entydigt svar på, men igen er det godt at tage udgangspunkt i den måde, du ønsker at anvende drivhuset på. Hvis du udelukkende tænker drivhuset som et sted, hvor dyrkning skal optimeres, kan du have glæde af nogle af de råd, der findes nedenfor. Ønsker du også at have glæde af dit drivhus som et ”driverhus”, er det en god idé, at have det tæt på din terrasse eller det sted i haven, hvor du færdes mest. På den måde bliver drivhuset en helt naturlig del af din dagligdag, og du får størst glæde af det.

Placeringen N-S eller Ø-V afhænger af flere ting. F.eks. hvor tidligt på året du ønsker at starte, har du glas eller polycarbonat, og hvilke planter dyrker du. Efterfølgende retningslinier er kun vejledende, idet der nok findes lige så mange meninger om dette emne, som der findes haveejere, men det er meget gode retningslinier for dig, der er førstegangskøber.

Placeringen N-S er den optimale, hvis du har et drivhus med glas. Når solen står op i øst, bliver drivhuset hurtigt opvarmet, og når solen om middagen står i syd, vender den smalleste side mod solen, så der ikke bliver så varmt. Når solen så går ned i vest, udnytter drivhuset solens varme til det sidste.

Placeringen Ø-V er optimal for dig, der vil tidligt i gang om foråret, og for dig, der har valgt et drivhus med polycarbonatplader. Tidligt på foråret kommer det meste lys fra SØ til SV, og med den brede side af drivhuset mod syd får du mest lys ind til dine planter. Dette er specielt vigtig for drivhuse med polycarbonat, da de derved har mulighed for at forlænge sæsonen yderligere, end hvis de stod N-S.

TIP: SØRG FOR LÆ
Vinden afkøler drivhuset, så sørg for at der er læ omkring drivhuset ved hjælp af en hæk eller et hegn, så vinden ikke kan afkøle så meget. Pas også på ikke at placere drivhuset for tæt på store træer. De giver skygge til drivhuset, og nedfaldende grene kan skade glas og profiler.